PSD

PSD er Adobes native Photoshop-format og bruges til at gemme et Photoshop-dokument med de redigerbare elementer, der gør det muligt at fortsætte arbejdet senere. Det kan blandt andet bevare lag, masker, effekter, kanaler og andre Photoshop-funktioner, som ofte går tabt eller bliver fladet ud ved eksport til almindelige leveringsformater.

En PSD er derfor typisk en arbejds- eller masterfil. Den er ikke det samme som et færdigt billede til web, en trykklar PDF eller en vektororiginal. Hvis du får et logo som PSD, er det ikke automatisk vektorgrafik; Photoshop er grundlæggende et rasterbaseret billedredigeringsprogram, og en PSD kan sagtens bestå af pixels.

Adobe beskriver PSD som standardformatet i Photoshop og som det format, der sammen med PSB bevarer alle Photoshop-funktioner intakte. Det er netop formatets store styrke. En fil kan åbnes igen med lagstrukturen, justeringerne og de redigerbare dele bevaret, så man ikke skal starte forfra med en flad eksport.

Det gør PSD tæt knyttet til Adobe Photoshop. Andre programmer kan ofte åbne eller placere PSD-filer, og Adobe-programmer arbejder generelt godt sammen, men fuld understøttelse af alle Photoshop-funktioner kan ikke tages for givet uden for Photoshop.

PSD-formatet har også tekniske grænser. Adobe angiver en filstørrelsesgrænse på 2 GB for PSD. Ved meget store dokumenter bruges PSB, Large Document Format, som er udviklet til større Photoshop-filer. Det betyder, at “gem som PSD” ikke altid er den rigtige løsning til gigantiske panoramer, store montagefiler eller andre ekstremt tunge dokumenter.

En PSD kan indeholde både RGB- og CMYK-data afhængigt af dokumentet og workflowet, og Photoshop kan indlejre en farveprofil. Men igen er formatet ikke en garanti for korrekt farvestyring. En PSD i forkert profil er stadig forkert til det ønskede output.

Det er også vigtigt at skelne mellem redigerbarhed og leveringsvenlighed. En PSD med 80 lag kan være perfekt for designeren, men upraktisk for en kunde, der bare skal lægge et billede på LinkedIn. Her bør masterfilen bevares, mens der eksporteres en PNG, JPEG eller anden fil til den konkrete brug.

I vores arbejde med grafisk design er det derfor vigtigt, at kunden ikke kun får en visningsfil, hvis der er aftalt levering af redigerbare originaler. Den redigerbare master og de praktiske leveringsfiler har forskellige roller.

Brug PSD som master, når arbejdet er lavet i Photoshop og forventes at skulle justeres igen. Det gælder eksempelvis retoucherede produktfotos, billedmontager, kampagnegrafik, mockups og kompositioner, hvor lag, masker og justeringer er en del af selve arbejdet.

En god PSD-fil bør være organiseret, så den kan forstås senere. Det betyder ikke, at hvert eneste lag skal have en roman som navn, men “Layer 147 copy 8” gør overdragelse og genbrug unødigt besværligt. Gruppér relaterede elementer, navngiv centrale lag og undgå at lade midlertidige testlag ligge i den endelige master.

En praktisk arbejdsgang kan være:

1. Gem den redigerbare master som PSD, mens dokumentet stadig er under PSD-grænsen.
2. Bevar lag, masker og justeringer, der kan blive relevante ved senere ændringer.
3. Indlejr den korrekte farveprofil til workflowet.
4. Kontrollér billedets pixelmål og PPI, hvis det skal bruges i fysisk produktion.
5. Eksportér særskilte leveringsfiler til web, sociale medier eller tryk.
6. Arkivér PSD-masteren sammen med eventuelle fonte, links og andre nødvendige projektfiler.

Hvis PSD-filen skal bruges af andre, skal kompatibilitet tænkes ind. Adobe tilbyder en indstilling til at gemme en sammensat version i PSD/PSB-filen, så filens udseende er lettere at vise i andre programmer og ældre versioner. Det gør ikke alle lagfunktioner universelle, men det kan forbedre kompatibiliteten.

Til en hjemmeside bør PSD'en næsten altid være kilden og ikke den fil, der leveres til browseren. Eksportér de konkrete billeder i passende format og størrelse. Et foto kan eksempelvis ende som JPEG/JPG eller WebP, mens en grafik med transparens kan ende som PNG.

Til tryk er PSD heller ikke automatisk den fil, der sendes til trykkeriet. Hvis PSD-billedet indgår i en brochure eller plakat, placeres det ofte i et layoutprogram og ender som en samlet trykklar PDF. En PSD kan være en fremragende billedkilde uden at være den rigtige slutleverance.

Hvis filen bliver meget stor, er det værd at rydde op, før du bare skifter til PSB. Skjulte kopier, overdimensionerede Smart Objects og unødvendige lag kan gøre filen tung. Men hvis dokumentet reelt kræver mere end PSD kan håndtere, er PSB lavet til netop det.

Forestil dig, at en virksomhed får lavet en kampagnegrafik med et produktfoto, en farvet baggrund, skygger, tekst og forskellige retoucheringslag. Designeren afleverer en JPEG til annoncering og gemmer samtidig PSD-masteren.

Tre måneder senere ændres produktets emballage. Hvis kun JPEG-filen var gemt, skulle den gamle grafik måske rekonstrueres fra bunden. Med PSD-filen kan designeren åbne projektet, udskifte produktlaget, justere skyggen og eksportere en ny version uden at bygge hele kompositionen igen.

Et andet eksempel er et medarbejderportræt. I PSD'en ligger originalen, hudretouchering, farvejustering og baggrund som separate lag. Kunden får en færdig JPEG til web. Hvis billedet senere skal bruges i en mørk kampagnegrafik, kan masterfilen åbnes igen og tilpasses uden at redigere videre på en allerede komprimeret JPEG.

Det samme princip gælder et mockup. PSD-filen kan indeholde Smart Objects og effekter, der gør det let at udskifte et skærmbillede eller en emballage. Den endelige præsentation sendes måske som JPEG eller PDF, men PSD'en er værktøjet bag kulissen.

Forskellen er altså ikke “høj kvalitet mod lav kvalitet”. Forskellen er, om filen skal kunne redigeres som et Photoshop-projekt, eller om den skal leveres effektivt til en bestemt kanal.

Den største fejl er at bruge PSD som synonym for “originalfil” i alle typer design. Et logo kan være lavet i Illustrator og have en AI- eller SVG-master. Et katalog kan være bygget i InDesign. En PSD er kun den naturlige original, når Photoshop-dokumentet faktisk er det redigerbare udgangspunkt.

En anden fejl er at sende PSD-filer direkte til alle kunder og platforme. Filerne kan være meget store, indeholde materiale der ikke er relevant for modtageren, og kræve software, som modtageren ikke har. Lever hellere den praktiske fil til opgaven og behold PSD som master, medmindre redigerbar fil er en del af aftalen.

Pas også på med at flade filen for tidligt. Når lag og masker er samlet permanent, kan senere ændringer blive langt mere tidskrævende. Lav hellere en flad eksport som kopi og behold masteren intakt.

Den modsatte fejl findes også: at gemme hundredvis af ubrugte lag “for en sikkerheds skyld”. Det gør filen tungere og sværere at forstå. Redigerbarhed handler om at bevare det nyttige, ikke om at arkivere hvert eneste klik.

Endelig er en PSD ikke en backupstrategi. Hvis den eneste master ligger på én computer, hjælper formatet ikke, når disken fejler. Projektfiler bør indgå i virksomhedens normale backup og versionsstyring.

PSD betyder Photoshop Document. Adobe beskriver formatet som Photoshops standardformat og anbefaler det, når lag, effekter og masker skal bevares. For meget store dokumenter findes PSB, som er beslægtet med PSD, men udviklet til større filer.

Photoshop kan gemme en sammensat visning af dokumentet for bedre kompatibilitet. Det er nyttigt, når andre programmer skal kunne vise filen, men det er ikke det samme som, at alle Photoshop-specifikke funktioner kan redigeres uden Photoshop.

En PSD kan indeholde rastergrafik, tekst, masker, justeringslag og andre Photoshop-elementer. Nogle lag kan også indeholde Smart Objects med vektorindhold, men det gør ikke hele dokumentet til en ren vektorfil.

Hvis du har en PSD med et logo og skal bruge logoet i stor størrelse, bør du kontrollere, hvordan logoet faktisk er bygget. Et rasterlogo i en stor PSD bliver stadig pixeleret ved voldsom opskalering. Her er en ægte vektororiginal mere værdifuld end et stort dokument.

PSD, TIFF, PNG og JPEG kan alle være “høj kvalitet” i den rigtige sammenhæng. PSD er stærkest som redigerbar Photoshop-master, TIFF som fleksibel billedudveksling, PNG til tabsfri skærmgrafik med transparens og JPEG til effektiv distribution af fotografier. Det bedste format afhænger af næste led i arbejdet.