PPI

PPI står for pixels per inch, altså pixels pr. tomme. Begrebet beskriver, hvor tæt pixels i et digitalt billede fordeles, når billedet får en fysisk størrelse. PPI bliver især vigtigt, når et foto eller en anden rastergrafik skal bruges i tryk, fordi den samme billedfil kan være skarp i én størrelse og tydeligt uskarp i en større størrelse.

PPI bliver ofte blandet sammen med DPI. De to begreber hænger sammen i en printproduktion, men beskriver ikke det samme. PPI handler om billedets pixels i forhold til den fysiske størrelse. DPI betyder dots per inch og bruges om outputenhedens prikker. Et billede kan derfor være 300 PPI, mens printeren arbejder med en langt højere DPI-værdi.

Det vigtige er ikke tallet alene. Et foto på 3000 × 2000 pixels indeholder den samme mængde pixeldata, uanset om metadatafeltet står til 72, 150 eller 300 PPI. Forskellen bliver konkret, når du bestemmer, hvor stort billedet skal være på papir. Uden resampling vil en højere PPI-værdi give en mindre fysisk størrelse, mens en lavere PPI-værdi giver en større fysisk størrelse.

Som regneeksempel kan et billede, der er 3000 pixels bredt, placeres cirka 10 tommer bredt ved 300 PPI, fordi 3000 divideret med 300 giver 10. Ved 150 PPI kan de samme 3000 pixels fordeles over cirka 20 tommer. Filen har ikke fået flere detaljer af den grund. Pixelmængden er den samme; den bliver bare fordelt over et større område.

Derfor giver det ikke mening at spørge, om et billede “er 300 PPI”, uden også at kende den størrelse, det skal bruges i. Et lille produktfoto i en brochure kan have rigeligt med pixels. Det samme foto kan være utilstrækkeligt, hvis det skal fylde en hel plakat. Når vi arbejder med grafisk design, vurderer vi derfor opløsningen i den faktiske slutstørrelse i stedet for kun at kigge på et tal i filens egenskaber.

Adobe beskriver 300 PPI som en almindelig standard for print i høj kvalitet, især når tryksagen ses tæt på. Det er et godt praktisk udgangspunkt, men ikke en universel lov. Et stort banner, som primært ses på flere meters afstand, kan ofte fungere med en lavere effektiv opløsning. En lille folder med fine produktdetaljer stiller typisk større krav.

PPI er heller ikke det samme som farverum, filformat eller trykkvalitet. Et billede kan have høj PPI og stadig være dårligt eksponeret, hårdt komprimeret eller gemt med uhensigtsmæssig farveprofil. Opløsning er én teknisk brik blandt flere.

Den mest robuste måde at kontrollere PPI på er at tage udgangspunkt i det færdige layout. I Photoshop kan du se pixelmål, fysisk størrelse og opløsning i dialogen Image Size. I et layoutprogram kan du tilsvarende vurdere, hvor stort billedet faktisk er placeret. Det er den effektive opløsning i slutstørrelsen, der er interessant.

Begynd med tre oplysninger: billedets pixelmål, den ønskede bredde eller højde på tryksagen og hvor tæt materialet skal betragtes. Hvis et billede skal stå 10 cm bredt i en brochure, er kravene helt anderledes end til et messebanner på tre meter. Det er derfor bedre at spørge “er der nok pixels til denne brug?” end “hvor mange PPI skal alt være?”.

En enkel arbejdsgang er:

1. Find billedets faktiske pixelmål, for eksempel 4000 × 3000 pixels.
2. Fastlæg den størrelse, billedet skal have i det færdige layout.
3. Kontrollér den effektive PPI ved den størrelse.
4. Vurder betragtningsafstand og detaljeniveau.
5. Undgå unødvendig opskalering, hvis originalen allerede er for lille.
6. Lav en korrektur i realistisk størrelse, hvis materialet er kritisk.

Hvis du ændrer PPI uden resampling, ændrer du ikke antallet af pixels. Du ændrer relationen mellem pixels og fysisk størrelse. Det er nyttigt, når du vil kontrollere, hvor stort et foto kan bruges med den eksisterende information. Hvis du derimod slår resampling til, kan programmet tilføje eller fjerne pixels. Det ændrer billeddataene og bør behandles som en egentlig billedbehandling, ikke bare en ny etiket.

Opskalering kan være nyttig i nogle situationer, men den skaber ikke automatisk de originale detaljer, som kameraet aldrig registrerede. Moderne interpolation kan få kanter og overgange til at se pænere ud, men et lille komprimeret billede bliver ikke til et originalt højopløseligt produktfoto ved at skrive 300 i opløsningsfeltet.

Ved materiale til tryk bør du også se PPI sammen med CMYK, beskæring, bleed og den endelige PDF. Et foto kan have perfekt opløsning, mens teksten ligger for tæt på kanten eller billederne er konverteret forkert. Derfor bør PPI-kontrollen være en del af den samlede kontrol af en trykklar PDF.

Bruger du et billede flere steder, skal du kontrollere hver placering. Det samme foto kan være 600 PPI i en lille billedboks og 140 PPI, når det bruges som helsidebaggrund. Et layoutprogram kan derfor vise forskellige effektive opløsninger for den samme kildefil.

På web er situationen anderledes. Browseren arbejder først og fremmest med pixelmål og CSS-layout. Et billede på 1600 pixels i bredden har stadig 1600 pixels, selv om filens PPI-metadata ændres. Derfor er det en klassisk misforståelse at tro, at man kan optimere et webbillede ved alene at ændre “300 PPI” til “72 PPI”. Filstørrelsen falder kun, hvis pixelmål, komprimering eller filformat faktisk ændres. Her er eksempelvis WebP og korrekt billeddimensionering mere relevante.

Hvis du afleverer billeder til en designer, så send den størst mulige originale fil frem for en version hentet fra Facebook, et gammelt Word-dokument eller en mail-signatur. En lille kopi kan være blevet nedskaleret og komprimeret flere gange. Den oprindelige billedfil giver langt bedre muligheder for beskæring og korrekt brug.

Forestil dig en virksomhed, der skal have lavet en A4-brochure og en stor plakat til en messe. De har et produktfoto på 2400 × 1600 pixels. I brochuren skal billedet stå cirka 16 cm bredt. I den størrelse er der rigeligt med pixels til et skarpt resultat ved almindelig tæt betragtningsafstand.

Det samme billede bliver derefter foreslået som baggrund på en plakat, der er 70 cm bred. Nu fordeles de 2400 pixels over et langt større fysisk område, og den effektive PPI falder markant. Det betyder ikke automatisk, at plakaten er ubrugelig, fordi den måske ses på afstand, men den skal vurderes anderledes end brochuren.

Den dårlige løsning er at åbne billedet i Photoshop, ændre feltet fra 120 til 300 PPI med resampling og konkludere, at problemet er løst. Programmet kan godt oprette flere pixels, men de ekstra pixels er beregnet ud fra eksisterende information. De er ikke nye kameradetaljer.

Den bedre løsning er først at se, om der findes en større original. Måske har fotografen leveret en fil på 6000 pixels i bredden, mens marketingafdelingen kun har gemt en lille webversion. Hvis en større original ikke findes, kan layoutet ændres, billedet bruges mindre, eller man kan vælge et andet motiv. Til et stort format kan den lavere opløsning også accepteres, hvis betragtningsafstanden gør den praktisk forsvarlig.

Et andet regneeksempel: Et logo ligger som et 1000-pixels PNG-billede. Kunden vil bruge det på en tre meter bred messestand. Her er PPI ikke den bedste løsning på problemet. Hvis logoet oprindeligt er lavet som vektorgrafik, bør den originale vektorfil bruges i stedet, fordi geometrien kan skaleres uden at være bundet til et fast pixelantal. Det er også grunden til, at vi ved logoarbejde leverer filer til forskellige anvendelser og ikke kun én lille PNG. Et konkret eksempel på den type anvendelse kan ses i vores logo-case for Schiøtt Flyt.

Eksemplet viser, hvorfor PPI aldrig bør vurderes isoleret. Format, motiv, visningsafstand og om grafikken burde være raster eller vektor betyder mindst lige så meget som selve opløsningstallet.

Den mest almindelige faldgrube er at opfatte 300 PPI som et kvalitetsstempel. En fil kan være mærket med 300 PPI og stadig kun være 600 pixels bred. Hvis den skal trykkes stort, er der meget lidt billedinformation at arbejde med. Se altid på pixelmål og slutstørrelse sammen.

En anden fejl er at bruge DPI og PPI som om ordene betyder præcis det samme. I daglig tale bliver de blandet sammen, og mange trykkerier forstår godt, hvad kunden mener. Men teknisk bliver fejlsøgningen lettere, når billedets PPI holdes adskilt fra printerens DPI.

Pas også på billeder fra nettet. Et billede kan se skarpt ud på en laptop, fordi det vises relativt lille, men være for småt til et trykt opslag. Skærmen er ikke en sikker korrektur af fysisk printstørrelse.

En fjerde faldgrube er at opskalere alle billeder automatisk. Det kan øge filstørrelsen voldsomt og gøre produktionsfiler tunge uden at tilføre meningsfuld detalje. Hvis 30 billeder i et katalog mangler opløsning, er det ofte bedre at finde originalerne eller ændre placeringerne end at generere enorme mellemregninger.

Endelig kan en korrekt PPI skjule andre problemer. JPEG-komprimering, støj, uskarpt fokus og dårlig fritlægning bliver ikke repareret af en høj opløsningsværdi. Teknikken skal vurderes sammen med det visuelle resultat.

300 PPI er et nyttigt pejlemærke for mange tryksager, men den rigtige værdi afhænger af output og betragtningsafstand. Storformat kan ofte bruge lavere PPI, fordi beskueren står længere væk. Et kunsttryk eller en produktbrochure, der ses tæt på, kræver typisk mere detalje.

Det er også værd at kende forskellen på “actual PPI” og “effective PPI” i layoutarbejde. Hvis et billede placeres i 100 procent, kan den faktiske og effektive opløsning være ens. Skalerer du billedet op i layoutet, falder den effektive PPI. Skalerer du det ned, stiger den. Det er derfor den effektive værdi, der bedst fortæller, hvordan billedet bruges på siden.

PPI siger intet om, hvor mange farver et billede kan vise, eller hvordan farverne bliver trykt. Her kommer farveprofil, RGB/CMYK og trykmetode ind. Et stærkt workflow kontrollerer både opløsning og farve i stedet for at lade ét tal stå som facit.

Når en fil skal sendes videre til tryk, er det en fordel at få kravene fra det konkrete trykkeri. Nogle arbejder med bestemte profiler, PDF-standarder eller anbefalede opløsninger. Det bør vægte højere end en generel regel fra et designprogram.

Kort sagt: PPI er et praktisk mål for forholdet mellem pixeldata og fysisk størrelse. Brug det til at kontrollere, om der er nok billedinformation til den konkrete anvendelse, og lad være med at tro, at et tal i metadata alene kan skabe kvalitet.