DPI

DPI er en forkortelse for dots per inch, altså trykpunkter pr. tomme. Begrebet hører teknisk til printerens eller trykmaskinens evne til at placere punkter. I daglig grafisk produktion bliver DPI dog ofte brugt som fælles ord for billedets opløsning ved tryk.

For digitale billeder er PPI — pixels per inch — mere præcist. Det beskriver, hvor mange billedpixels der bruges pr. tomme i den valgte trykstørrelse. Et billede med 3.000 pixels i bredden kan trykkes 10 tommer bredt ved 300 PPI eller 20 tommer bredt ved 150 PPI.

DPI er ikke et kvalitetsstempel i sig selv. Et lille billede bliver ikke skarpt, bare fordi du skriver "300" i et felt. Kvaliteten afhænger af de faktiske pixelmål, motivets skarphed, komprimering og den størrelse, materialet skal trykkes i.

Find først billedets pixelmål. Derefter beslutter du den fysiske størrelse. Divider pixels med ønsket PPI for at få størrelsen i tommer. Et foto på 2.400 pixels kan ved 300 PPI bruges cirka 8 tommer bredt, svarende til godt 20 cm.

Til en brochure, hvor læseren holder materialet tæt på, bruges ofte højere billedopløsning end til en stor messevæg, der ses på afstand. Det rigtige krav kommer fra trykkeriet, materialet og betragtningsafstanden — ikke fra én universel regel.

Hold også styr på farverne. Opløsning og CMYK er to forskellige ting. Et billede kan have nok pixels og stadig få forkerte farver, hvis profilen eller konverteringen er forkert. Et RGB-billede er ikke automatisk ubrugeligt, men produktionen skal vide, hvordan det håndteres.

Ved grafisk design kontrolleres både format, størrelse, beskæring og trykkrav. Ved et logo bør selve logoet normalt leveres som vektorgrafik, så det ikke er afhængigt af DPI på samme måde som et foto.

En håndværker sender et foto fra sin hjemmeside til en A4-flyer. Filen er 800 pixels bred. Han ønsker billedet trykt 18 cm bredt. 18 cm svarer til cirka 7,09 tommer. 800 divideret med 7,09 giver omtrent 113 PPI.

Det kan måske se acceptabelt ud på en grov plakat set på afstand, men i en skarp flyer vil detaljerne sandsynligvis være bløde. Hvis det samme billede skal bruges ved 300 PPI, kan det kun være cirka 6,8 cm bredt.

Grafikeren finder originalfotoet på 4.000 pixels. Ved 18 cm giver det cirka 564 PPI, så der er rigeligt materiale til beskæring og tryk. Filen eksporteres til den opløsning og størrelse, trykkeriet har bedt om.

Guiden tjekliste til messemateriale viser, hvorfor format og anvendelse bør afklares, før designet bliver færdigt.

Den klassiske fejl er at åbne et lille billede, ændre opløsningsfeltet fra 72 til 300 og gemme. Hvis resampling er slået fra, bliver den fysiske størrelse bare mindre. Hvis resampling er slået til, opfinder programmet nye pixels ud fra de gamle. Det kan gøre filen større, men ikke genskabe ægte detaljer.

En anden fejl er at afvise alle 72-DPI-filer uden at se på pixelmålene. Et kamera kan have gemt et stort foto med 72 i metadatafeltet. Hvis filen er 6.000 pixels bred, kan den stadig være mere end stor nok til trykopgaven.

Skærmbilleder kræver særlig omtanke. Små skrifter og tynde linjer bliver hurtigt uklare, især hvis de skaleres. Her kan en ny eksport eller en omtegning være bedre end kunstig opskalering.

På en skærm arbejder browseren primært med CSS-pixels og den fysiske skærms pixeltæthed. Derfor er "300 DPI til web" normalt ikke et meningsfuldt krav. På nettet betyder pixelmål, filstørrelse, format og responsiv levering mere.

Trykkerier kan angive forskellige minimumskrav. Spørg før den endelige eksport, især ved storformat, tekstiler, skilte og materialer med særlige rastermetoder.

Et logo i SVG, AI eller EPS kan skaleres uden at blive pixeleret. Et foto er derimod rasterbaseret og har en endelig mængde detaljer. Det er forskellen mellem vektorgrafik og pixelbilleder, der gør DPI-diskussionen relevant.

PPI er det mest nyttige tal, når et digitalt billedes trykstørrelse vurderes. Et rasterbillede består af en fast mængde pixels. Jo større det trykkes, desto længere bliver der mellem billedets detaljer, og desto lavere bliver den effektive PPI.

Den nødvendige opløsning afhænger af, hvor tæt materialet ses. En brochure læses på armlængde og afslører let uskarpe billeder. En facadebanner ses måske fra 20 meter, hvor lavere effektiv opløsning kan være helt acceptabel. At kræve 300 PPI til et ti meter bredt banner kan skabe enorme filer uden synlig gevinst.

Trykkeriet kan fortælle den anbefalede effektive opløsning. I layoutprogrammer kan du ofte se både den oprindelige og den effektive PPI. Hvis et billede skaleres op til 200 %, bliver den effektive opløsning halveret.

Vektorelementer som tekst, logo og streger bør forblive vektor i PDF'en. De bliver så gengivet skarpt af outputenheden og er ikke begrænset af et fast pixelmål på samme måde.

Moderne billedprogrammer kan opskalere med avancerede algoritmer. Det kan gøre kanter pænere og reducere synlige pixels, men programmet gætter på detaljer. Det kan ikke vide præcist, hvordan et sløret ansigt eller en fjern maskindel så ud i virkeligheden.

Opskalering kan være acceptabel, når originalen ikke findes, motivet er enkelt, og trykket ses på afstand. Den bør vurderes i den faktiske størrelse og ikke kun zoomet ind på skærmen. Kunstige detaljer, glatte hudflader og skarpe haloer kan blive mere synlige på tryk.

Den bedste løsning er ofte at finde originalen, tage billedet igen eller ændre layoutet, så fotoet bruges mindre. Et mindre, skarpt billede ser mere professionelt ud end et stort, kunstigt opskaleret billede.

Bed om en korrektur eller prøve ved dyre produktioner. Skærmen kan ikke fuldt ud vise papir, raster, blæk og betragtningsafstand. En fysisk prøve afslører, om kvaliteten holder.

DPI og PPI er tekniske mål, men beslutningen er visuel: Kan materialet gengive motivet skarpt nok til den konkrete brug?

I layoutprogrammer kan et billede have én oprindelig opløsning og en anden effektiv opløsning. Hvis et 300 PPI-billede forstørres til det dobbelte i layoutet, falder den effektive værdi til cirka 150 PPI. Det er derfor ikke nok at læse filens metadata; du skal kontrollere størrelsen, billedet faktisk bruges i.

Beregnelsen kan forstås enkelt: flere pixels fordelt på et mindre trykområde giver højere detaljegrad. De samme pixels fordelt på en stor flade giver lavere detaljegrad. Beskæring ændrer ikke kvaliteten i den bevarede del, men en efterfølgende forstørrelse gør.

Et preflight-værktøj kan markere billeder under en fast grænse. Grænsen skal passe til produktet. Et nærbillede i en brochure kan kræve mere end et banner, der ses fra flere meters afstand. Aftal værdien med trykkeriet i stedet for at afvise alle filer under 300 som fejl.

Skærmbilleder har ofte relativt få pixels og indeholder små bogstaver. De bør tages i den nødvendige størrelse og helst ikke forstørres. Beskær unødvendige områder, og overvej at genskabe simple diagrammer som vektorgrafik, hvis teksten skal stå helt skarpt.

Logoer bør normalt leveres som SVG, EPS eller PDF frem for en lille PNG. Vektorformatet kan skaleres uden tab af skarphed og er bedre egnet til både visitkort og facadegrafik. En rasteriseret logofil med høj DPI kan stadig have en hvid baggrund eller ujævne kanter.

Tynde streger og lille tekst kræver også opmærksomhed. Selv høj opløsning kan ikke redde en streg, der er for fin til trykmetoden. Fontstørrelse, kontrast, papir og raster spiller sammen med opløsningen.

Før en trykfil sendes, bør du kontrollere billeder ved den størrelse, de anvendes, og ikke kun i originalmappen. Se efter advarsler i preflight, zoom ind på kritiske detaljer og gennemgå den eksporterede PDF. Kontrollér samtidig CMYK, skrifter og udfald; en høj opløsning gør ikke resten af filen korrekt.

Gem originale billeder separat. Hvis layoutet senere skal bruges i et større format, kan du vende tilbage til kilden i stedet for at opskalere en allerede komprimeret eksport. Dokumentér også, når en lavere opløsning er accepteret på grund af betragtningsafstand eller materialetype.

DPI og PPI er nyttige begreber, når de kobles til fysisk størrelse og anvendelse. Et enkelt tal uden den sammenhæng fortæller for lidt til at godkende eller afvise en fil.